PSYKOTERAPI OG PERSONLIG UDVIKLING
HVORFOR VÆLGE TERAPI?

Der kan være mange forskellige årsager til at vælge at gå i terapi – måske har du et ønske om personlig udvikling, indsigt, eller måske føler du, at du ofte møder forhindringer, der står i vejen for, at du kan leve det liv som du ønsker.

​Mange mennesker oplever igennem livet, at stå overfor smertefulde udfordringer og forhindringer, der hæmmer dem i at være i tilværelsen på en fyldestgørende og meningsfuld måde.

​Psykoterapi handler først og fremmest om dig. Det handler om, at vi sammen udforsker dit liv, på godt og ondt. I et frirum, hvor både tårer og latter er tilladt. Det er en mulighed for at lære dig selv bedre at kende. 

MIN TERAPEUTISKE TILGANG

​Det essentielle for mig som terapeut er at arbejde helhedsorienteret med både krop, følelser og tanker. I min terapiform er jeg meget optaget af, at kroppen får lov at tale med, og skal have en større stemme end mange af os giver den.

Jeg lægger stor vægt på at skabe et trygt og empatisk rum, med en høj grad af nærvær, hvor der er plads til at vores møde foregår i et respektfuldt, tilpasset tempo. Jeg tager altid udgangspunkt i det, der er mest vigtigt og meningsfyldt for dig - lige her og nu.               

Jeg er af den overbevisning, at alle mennesker er unikke, ressourcefulde og at der er stor værdi gemt i vores forskelligheder. 

Min oprigtige interesse består i at støtte dig til at opdage og udforske, hvad det er der udfordrer dig og fylder i dit liv. Sammen folder vi det nænsomt ud og får derved skabt det første skridt til forandring.